Nej, men må I godt få en god idé alligevel? 😉
Den sætning møder jeg, når jeg ringer til virksomheder.
Og selvfølgelig kan den være helt rigtig. Der kan være styr på både opgaver, kunder og kaffefilter.
Men nogle gange bliver jeg nysgerrig:
Har vi ikke brug for hjælp eller har vi allerede besluttet, at andre ikke kan bidrage med noget?
For man kan godt være dygtig til sit arbejde og samtidig have en arbejdsgang, der trænger til et kærligt eftersyn.
Man kan også have travlt med at:
• Besvare de samme spørgsmål.
• Skrive de samme oplysninger flere steder.
• Lede efter det, kun én kollega ved, hvor ligger.
• Printe et dokument, der allerede findes på skærmen.
Og stadig mene, at det fungerer fint.
Vi får det jo gjort.
Spørgsmålet er bare, hvor meget tid og energi vi bruger på at få det gjort.
Jeg har arbejdet i forskellige virksomheder.
Jeg har mødt stor faglighed, hjælpsomme kolleger og mennesker, der holder en hel hverdag sammen med erfaring, overblik og en hukommelse, der burde have sit eget løntillæg.
Men jeg har også oplevet, hvor svært en lille ændring kan have ved at komme gennem døren.
Selv når den bare handler om at lade et dokument blive på skærmen. Printeren skal åbenbart også føle sig værdsat.
Forslagene møder indimellem de samme svar:
• Sådan har vi altid gjort.
• Det fungerer jo.
• Det gør vi ikke her.
• Det prøvede vi engang.
Den sidste kan få en idé fra 2026 afvist på baggrund af en dårlig tirsdag i 2009.
Selvfølgelig skal vi bruge vores erfaringer. Men vi må også gerne undersøge, om forudsætningerne har ændret sig siden den tirsdag.
Og så er der det pudsige med, hvem idéen kommer fra.
En kollega kommer hjem fra en erfa-gruppe:
De andre gør sådan her.
Spændende! Det skal vi da kigge på.
Vikaren foreslår noget lignende:
Kunne vi prøve sådan her?
Du kender jo ikke vores arbejdsgange endnu.
Det kan være en relevant indvending. Der kan være gode grunde til, at en opgave bliver løst på en bestemt måde. Men nogle gange får jeg lyst til at spørge:
Skal idéen virkelig have været på kursus og spist en hotelbolle, før den tæller?
En vikartitel gør ikke en idé midlertidigt begavet.
Den nye ser noget, de andre er blevet vant til.
De erfarne ved noget, den nye endnu ikke kender.
Der kunne komme en virkelig god samtale ud af det, hvis begge dele fik plads.
Men hvem har vi egentlig besluttet er de klogeste i lokalet?
Jeg var til et foredrag med psykolog og adfærdsekspert Henrik Tingleff.
En pointe, jeg tog med mig, var, at vi kan komme til at opfatte dem, der taler mest, som de klogeste.
Det har jeg tænkt over siden. For vi kender godt mødet, hvor én person får sagt sin mening først, længst og flere gange.
Imens sidder en anden med en observation, der måske kunne ændre hele samtalen.
Men vedkommende venter på en åbning.
Den kommer lige efter næste punkt.
Eller næste møde.
Eller aldrig.
Taletid er altså en lidt mærkelig kvalitetskontrol af en idé.
Alligevel kan vi komme til at give mest vægt til:
• Den, der lyder mest sikker.
• Den, der har den fineste titel.
• Den, der har været der længst.
• Den, der hurtigst får forklaret, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre.
Og mindre vægt til den, der siger: Jeg har lagt mærke til noget. Må jeg lige vise jer det?
Hvor mange gode idéer bliver mon aldrig undersøgt, fordi vi allerede har vurderet personen, der kommer med dem?
Det mærkelige er, at vi ofte gerne vil udvikle os.
Vi tager på kurser.
Deltager i netværk.
Taler om nye muligheder.
Men hjemme i hverdagen kan vi godt være trætte af besværet og samtidig forsvare det.
Vi bander over systemet.
Sukker over arbejdsgangen.
Savner tid til kunderne.
Og når nogen foreslår en ændring, finder vi pludselig alle argumenterne for at beholde det.
Måske fordi vi har prøvet: den smarte nye løsning.
Den, der blev indført med stor begejstring og efterlod medarbejderne med fejl, ekstraarbejde og en vejledning på 47 sider.
Så er det forståeligt, hvis armene ikke straks ryger i vejret næste gang.
Et forslag kan også ramme noget mere personligt.
Kunne vi gøre det anderledes? kan blive hørt som:
• Du har gjort det forkert i mange år.
• Din erfaring tæller ikke.
• Nu skal du lære endnu et system.
• Der kommer mere arbejde oveni.
• Er der stadig brug for dig, hvis det bliver lettere?
Det er ikke sikkert, at nogen har ment noget af det.
Men hvis man har brugt mange år på at blive dygtig til sit arbejde, kan en ændring ramme både faglig stolthed, tryghed og følelsen af at være den, andre har brug for.
Forandringseksperterne hos Prosci peger blandt andet på uklart formål, frygt for det ukendte, manglende tillid og manglende inddragelse som årsager til modstand.
Det er værd at have med, før vi kalder nogen besværlige.
Mange års erfaring gør ikke automatisk nogen til modstander af forandring. Den erfaring kan tværtimod være afgørende for, at en ny idé lykkes.
Men selv en god vane må gerne komme til serviceeftersyn.
Og det gælder også ledere og os, der driver vores egen virksomhed.
En leder kan efterlyse initiativ og samtidig have svært ved et forslag, der udfordrer lederens egen beslutning.
En selvstændig kan savne mere tid, men fastholde, at ingen andre kan løse opgaverne godt nok.
En virksomhed kan ønske nye kunder, men være uvillig til at ændre den måde, den møder dem på.
Vi kan alle sammen sige: Jeg er meget åben for nye idéer.
Lige indtil idéen handler om noget, vi selv har fundet på. Så bliver åbenheden pludselig lidt mere på konsultationsbasis. 😉
Jeg kender også følelsen selv.
Har jeg brugt timer på noget, er min første begejstring ikke nødvendigvis enorm, når nogen spørger:
Kunne du gøre det enklere?
Jeg havde jo lige gjort mig umage.
Men min indsats bliver ikke mindre værd, fordi nogen får øje på en bedre mulighed.
Det bliver især svært, når travlheden bliver en grund til aldrig at kigge på travlheden.
Vi har ikke tid til at ændre det.
Nej. For vi bruger tiden på at:
• Lede efter oplysninger.
• Forklare det samme igen.
• Rette de samme fejl.
• Flytte oplysninger fra ét sted til et andet.
• Holde liv i løsninger, alle bander lidt over.
Der kan være gode grunde til at udskyde en ændring.
Men hvis vi har sagt: efter den travle periode i tre år, har den travle periode muligvis fået fastansættelse.
På et tidspunkt må vi undersøge, om noget af travlheden bliver skabt af vores egne arbejdsgange.
Friske øjne skal selvfølgelig også kunne tåle et modspil.
Den, der kommer udefra, har et ansvar.
Man kan ikke gå ind ad døren, se en mappe og erklære hele virksomheden for et digitalt fortidsminde.
Man skal spørge.
Lytte.
Forstå hverdagen.
Undersøge, hvad der allerede virker.
Og være villig til at høre:
Det har vi faktisk en god grund til.
Ellers bliver friske øjne hurtigt til en person med meget friske meninger og meget begrænset indsigt.
Det er derfor, jeg tager erfaringerne fra forskellige virksomheder med ind i mit arbejde.
Jeg har set, hvordan de samme typer opgaver kan blive løst på vidt forskellige måder.
Det giver noget at sammenligne med og nogle spørgsmål at stille.
Hvorfor ringer kunderne med det samme spørgsmål?
Hvorfor kræver en lille opgave så mange mellemstationer?
Hvorfor bliver én bestemt medarbejder hele tiden afbrudt?
Nogle gange ligger muligheden i noget ganske jordnært:
• En besked, kunderne lettere forstår.
• Oplysninger, kollegerne selv kan finde.
• En opfølgning, der faktisk bliver gennemført.
• En arbejdsgang med færre gentagelser.
Det er lettere at se værdien af en ændring, når den betyder færre afbrydelser tirsdag formiddag.
Eller tid til den kunde, vi ellers ikke nåede at ringe tilbage til.
Vi må også gerne undersøge en idé uden at love at indføre den.
Nysgerrighed er ikke en bindende kontrakt.
Vi kan spørge:
Hvad har du fået øje på?
Og bagefter sige:
Det giver mening.
Det skal vi prøve.
Eller: Nu kan du se, hvorfor vi gør det sådan.
Så har vi vurderet idéen.
Den fik ikke bare afslag på grund af afsenderens titel, taletid eller manglende anciennitet.
Jeg møder heldigvis også virksomheder, der åbner døren og siger:
Kom ind. Jeg vil gerne høre, hvad du ser.
Det gør mig glad.
De kan være både dygtige og nysgerrige. Stolte af deres arbejde og villige til at undersøge, om noget kunne blive lettere.
Måske giver det mere tid.
En bedre kundeoplevelse.
Plads til nye kunder.
Eller en tirsdag, der føles lidt mindre som en gentagelse af de sidste 200 tirsdage.
Der må gerne være respekt for erfaring og plads til friske øjne ved samme bord.
Og hvis Plejer fylder hele stolen, kunne vi begynde med at bede ham rykke lidt.
Han har trods alt haft en god plads i mange år.